Brugerne i Aalborg Kommune giver KMD Momentum topkarakter

Høj oppetid og en tæt samarbejdsrelation er to parametre, der vejer tungt, når Aalborg Kommune skal evaluere tilfredsheden med KMD Momentum og KMD som leverandør. På et omskifteligt beskæftigelsesområde er det vigtigt, at systemunderstøttelsen er stabil og lever op til de funktionelle krav, og at der er kort fra tanke til handling, når der dukker ændringsønsker op.

Publiceret: 16. maj 2022
Kollegaer, der smiler til hinanden, i et møde

KMD Momentum er i dag et stabilt system, og det kan det, det skal.

Christina Eilers, socialrådgiver og bindeled mellem it-afdelingen og superbrugerne af KMD Momentum , Jobcenter Aalborg

Om KMD Momentum

• Standardiseret jobcenterløsning, der understøtter alle faglige arbejdsgange – både i forhold til sagsbehandling over for borgere og samarbejde med
virksomheder
• Kan eksempelvis give et samlet overblik over alle sagsbehandlerens opgaver og tidsfrister i ét skærmbillede
• Kan eksempelvis give et samlet overblik over borgerens planer, samtaler og aktiviteter i ét skærmbillede
• Integrerer bl.a. til Det Fælles Datagrundlag (DFDG) og alle relevante kommunale ydelses- og fagsystemer
• Cloudbaseret løsning, hvor KMD varetager al drift, vedligehold og udvikling

Da Aalborg Kommune for nylig foretog en brugertilfredshedsundersøgelse af KMD Momentum i kommunens jobcenter, lå langt størstedelen af svarene i den pæne ende af skalaen. Det fortæller Christina Eilers, som er socialrådgiver og derudover fungerer som bindeleddet mellem it-afdelingen og superbrugerne af KMD Momentum i Jobcenter Aalborg.

“I undersøgelsen spurgte vi ind til den overordnede tilfredshed med KMD Momentum. Om systemet var effektivt at bruge, om de hurtigt kunne finde den nødvendige funktionalitet og så videre. Skalaen løber fra 1-6, hvor 1 er ‘meget tilfreds’. De fleste svar lå i 1 eller 2, så det var positivt. Det var en god blanding af cirka 100 basisbrugere, superbrugere og ledere, der havde svaret.”

Stor lydhørhed i KMD

Selvom tilfredsheden i dag er høj, lægger Aalborg Kommune ikke skjul på, at de havde en svær start, da de skiftede til KMD Momentum tilbage i 2018. Men set med de positive briller har forløbet betydet, at de har haft meget stor indflydelse på videreudviklingen af KMD Momentum, så løsningen i dag lever op til alle de funktionelle krav, der er brug for.

“KMD Momentum er i dag et stabilt system, og det kan det, det skal. Der vil selvfølgelig altid komme ændringsønsker, og dem sender vi videre til KMD. Der er ingen garanti for, at vi får det, som vi vil, men min oplevelse er, at hvis jeg kan argumentere for, at noget er en god ide at implementere i løsningen, så er der også stor lydhørhed for at gå videre med det,” siger Christina Eilers.

Tæt på 100% oppetid

Udover at funktionaliteten skal være på plads, så jobcenteret kan overholde sine forpligtigelser, skal et fagsystem også være driftsstabilt, så medarbejderne altid har adgang til den nødvendige information.

“Når det kommer til oppetid og tilgængelighed for KMD Momentum, er vi absolut indenfor skiven. Vi ligger med en oppetid på så tæt på 100%, man kan komme. Og de få nedetidspunkter om måneden ligger som regel udenfor normal arbejdstid,” siger it-chef i Aalborg Kommune, Johnny Vad.

Fælles grin med supporten

Det er primært Christina Eilers i Jobcenter Aalborg, der har den tætte samarbejdsrelation med KMD. Hun fortæller, at hun har en god hverdagsdialog med især supporten.

“De er meget hjælpsomme og venlige. Deres imødekommenhed betyder, at jeg ikke har nogle betænkninger, før jeg kontakter dem. Hvis jeg ringer ind med en udfordring, finder jeg tit ud af det, mens jeg siger det højt. Så griner vi lidt af det og lægger på igen. Det betyder noget, at man ikke sidder med en følelse af, at de tænker, åh nej, nu er det dem fra Aalborg, der ringer igen for 17. gang i dag. Den fornemmelse får jeg aldrig,” siger hun.

Velbeskrevne releases

Med en fast frekvens kommer der releases til KMD Momentum. Én gang i måneden kommer der fejlrettelser og mindre opdateringer til systemet, og fire gange om året bliver løsningen opdateret med de ændringer, der kommer fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

“KMD’s release-noter er så godt beskrevet, at jeg kan sende dem direkte videre til superbrugerne. Og ofte kan de sende dem direkte videre til brugerne, fordi beskrivelserne er så nemme at forstå. Det eneste, de gør, er at klippe-klistre en smule, fordi det ikke er alt, der er relevant for alle,” siger Christina Eilers.

Værdi på erfa-møder

Næste skridt for Aalborg Kommune er at fortsætte systemudviklingen af KMD Momentum i samarbejde med KMD. Når lovgivningen på beskæftigelsesområdet skifter så ofte, som det er tilfældet, vil der løbende være behov for at tilpasse løsningen. Desto vigtigere er det, at Aalborg Kommune er helt tæt på udviklingsprocessen, så de kan fortælle KMD, hvad de har behov for.

“Jeg synes også, jeg har stor værdi af KMD’s super-erfa-møder, hvor andre brugere af KMD Momentum mødes, og hvor vi i fællesskab kan udveksle erfaringer og konkrete problemstillinger. KMD har også temabaserede brugergruppemøder et par gange om året, men det er især på super-erfa-møderne, jeg kommer hjem med nye vinkler på, hvordan man kan løse en specifik udfordring,” slutter hun.

Kontakt

Niels Bjerring Bækholm

Vores eksperter er parat til at give dig svar på alle dine spørgsmål og fortælle mere om KMD Momentum. Tøv derfor ikke med at kontakte os, så tager vi sammen en uforpligtende snak og vi giver dig en gennemgang af løsningen.

KMD Momentum – Effektivt fagsystem til jobcentret

KMD Momentum er en jobcenterløsning, der understøtter alle facetter af et jobcenters arbejde, både i forhold til sagsbehandling over for borgere og i samarbejdet med virksomheder.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder, indsigter og invitationer fra KMD Arbejdsmarked.

Tilmeld dig her