finger og laptop

Et nyt projekt mellem Ikast-Brande Kommune og KMD skal undersøge, hvornår i skoletiden eleverne får mest bevægelse. De første 60 elever har frivilligt fået sensor-armbånd på, der løbende følger deres bevægelse.

Mange af landets skoleelever ser nok frem til den kommende efterårsferie og et tiltrængt hvil fra skoleskemaet. Men i ugerne op til ferien får 60 elever i Ikast-Brande Kommune ikke tid til hvile, for med sensor-armbånd på armen i hele skoletiden bliver deres fysiske bevægelse i undervisningen fulgt tæt.

Eleverne har frivilligt valgt at deltage i projektet ”Læringspulsen”, som er et udviklingsprojekt mellem Ikast-Brande Kommune og KMD. Målet er at undersøge, hvornår på dagen og i hvilke undervisningstimer, eleverne bevæger sig – og hvornår de ikke gør det. Efter denne første runde bliver Læringspulsen rullet ud til andre skoler og kommuner, som også kan få konkrete og valide data på deres indsats inden for bevægelse.

I den seneste folkeskolereform blev der implementeret et lovkrav om, at elever i den danske folkeskole minimum skal have 45 minutters bevægelse om dagen. Men i dag har skolerne ikke et redskab til helt konkret at undersøge, om det eksempelvis er i dansk, engelsk eller matematik, at eleverne bevæger sig.

Med sensor-armbånd bliver det muligt at opsamle bevægelsesdata fra eleverne og kombinere det med klassernes skoleskema for på den måde at finde sammenhænge mellem eksempelvis fag og bevægelsesmønstre.

 


Et projekt med et stort potentiale

”Projektet har helt klart et stort potentiale, da der i dag ikke eksisterer et bevægelsesrelateret datagrundlag i den danske folkeskole, der kan anvendes og kombineres til styrket datadrevet skoleledelse,” siger Thomas Garsdal, som er skolechef i Ikast-Brande kommune.

Projektet har helt klart et stort potentiale, da der i dag ikke eksisterer et bevægelsesrelateret datagrundlag i den danske folkeskole, der kan anvendes og kombineres til styrket datadrevet skoleledelse

thomas garsdal, skolechef i ikast-brande kommune

Projektet Læringspulsen er dog ikke kun et værktøj til skoleledelsen, for både elever og undervisere får noget ud af de tre ugers indsats, hvor eleverne har meldt sig frivilligt og har fået samtykke fra deres forældre. 

”Deltagelsen i forsøget med sensor-armbånd fra Garmin og i samarbejde med KMD er med til at gøre eleverne i de udvalgte skoleklasser opmærksomme på, hvad bevægelse er, og at bevægelse kan være mange ting,” siger Thomas Garsdal.

”Derudover får underviserne konkrete data på, om der er forskel på, hvor meget eleverne bevæger sig i forskellige sammenhænge. Data, som underviserne kan bruge til at udvikle bevægelseselementet i undervisningen og elevernes øvrige skoledag,” tilføjer han.

Selma Bjørk Thierion, som går i 7.A på Ejstrupholm Skole, er en af deltagerne i det første forsøg med Læringspulsen. Tidligt i forsøget er hun ikke i tvivl om, at selve projektet og den øgede bevægelse giver positive resultater.

”Når man bevæger sig mere, bliver man mere klar i hovedet. Det er også sjovere, og man lærer at samarbejde,” siger Selma Bjørk Thierion til TV MidtVest.


Deltagelsen i forsøget med sensor-armbånd fra Garmin og i samarbejde med KMD er med til at gøre eleverne i de udvalgte skoleklasser opmærksomme på, hvad bevægelse er, og at bevægelse kan være mange ting

Thomas garsdal, skolechef i ikast-brande kommune

Bevægelse skal bygges ind i timerne

Også på den anden side af katederet ser man frem til projektets resultater. Nick Sønderskov Hansen, som underviser i engelsk, idræt, historie og kristendom har store forventninger.

 

”Jeg synes, at det er et spændende projekt. Jeg har i lang tid arbejdet med at bruge bevægelse i undervisningen. Det handler om at bygge det ind i timerne, så det ikke bliver uinteressant og kedeligt for eleverne,” siger Nick Sønderskov Hansen.

 

Hos KMD, der står for indsamlingen af data og det efterfølgende arbejde med datamodeller og analyser, er man begejstrede over samarbejdet med Ikast-Brande Kommune.

 

”Projektet er interessant og nyskabende, fordi data giver skolerne mulighed for at arbejde i dybden med bevægelse, trivsel og læring. Data om bevægelse kan være med til at undersøge og understøtte lærernes og skolernes arbejde med bevægelse i undervisningen og få realiseret de medfølgende positive effekter,” siger Frans Hammer, som er chefkonsulent i KMD.


Projektet er interessant og nyskabende, fordi data giver skolerne mulighed for at arbejde i dybden med bevægelse, trivsel og læring. Data om bevægelse kan være med til at undersøge og understøtte lærernes og skolernes arbejde med bevægelse i undervisningen og få realiseret de medfølgende positive effekter

frans hammer, chefkonsulent i kmd

”I de seneste år har forskningen dokumenteret, at bevægelse har stor betydning for læring og ikke mindst sundhed på langt sigt. Gennem data vil det være muligt kontinuerligt at vejlede, styre og tilpasse de mekanismer og midler, der arbejdes med i undervisningen,” siger han.


 

Læringspulsen kan bruges direkte i undervisningen

Frans Hammer understreger dog, at projektet for ham også er interessant, fordi det ikke kun handler om at bruge data til at styre elevernes og lærernes indsats. For Læringspulsen kan nemlig bruges direkte i undervisningen.

”Vi har allerede nogle lærere i Ikast-Brande Kommune, som kan se værdien i at bruge elevernes egne data til fx at lære dem om tabeller og grafer. På den måde gør de læringen meget mere konkret end det, der står i en bog, og derfor vil projektet også give mening på tværs af landet, hvor alle skoler jo har de samme lovmæssige krav til øget bevægelse,” siger Frans Hammer.


Vi har allerede nogle lærere i Ikast-Brande Kommune, som kan se værdien i at bruge elevernes egne data til fx at lære dem om tabeller og grafer. På den måde gør de læringen meget mere konkret end det, der står i en bog, og derfor vil projektet også give mening på tværs af landet, hvor alle skoler jo har de samme lovmæssige krav til øget bevægelse

frans hammer, chefkonsulent i kmd

”Samtidig er det utroligt værdifuldt, at eleverne selv får fingrene ned i arbejdet med data, fordi det giver dem en generel forståelse for brugen af data. På den måde ligger værdien af projektet ikke kun i de bearbejdede data, men også i at lærere og elever selv arbejder med deres egne data. Det giver ejerskab til projektet og lærer i et større perspektiv eleverne at bruge data,” siger han.

Arbejdet med behandlingen af data fra det første projekt forventes af være afsluttet i november.

Se også et indslag fra TV Midtvest om projektet lige her.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om data og analyse. Så er du blandt de første, der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her

Seneste indsigter