Industri og energiforbrug

Der er et stigende fokus på bæredygtighed i både den offentlige sektor og det private erhvervsliv. Verdensmålene er på alles læber, fordi de har et stort potentiale som platform for bæredygtig udvikling. For eksempel understøtter KMD verdensmål nr. 7 om mere bæredygtig energi.

Der blev taget et stort skub for en global bæredygtig udvikling, da verdens stats- og regeringsledere på FN-topmødet i 2015 vedtog 17 verdensmål. Det markerede en hidtil uset ambitiøs udviklingsdagsorden, der blandt andet satte et mål om, at den globale hastighed for forbedring af energieffektiviteten skal fordobles inden 2030. Herunder skal andelen af vedvarende energi i det globale energimix øges væsentligt, og det er et område, hvor KMD bidrager med sine it-løsninger.

Vi er ikke direkte med i produktionen af vedvarende energikilder, men vi leverer de systemer, som Energistyrelsen bruger til at beregne og udbetale støtte til vedvarende energiproduktion – de såkaldte PSO-midler. Midlerne støtter opsætning og drift af vindmøller, solcelleanlæg og biogas.

Carl-Erik Vesterager, direktør for Energi & Forsyning i KMD.

Organisationer skal efterleve grønne krav

Både offentlige og private organisationer bliver i stigende grad mødt med grønne krav om at drive forretningen på mere bæredygtige vilkår, og den udvikling er FN’s verdensmål blandt andet med til at understøtte med verdensmål 7 om mere bæredygtig energi. For KMD handler det især om at levere it-løsninger, der gør det både enkelt og effektivt at forbrugsafregne og styre energi- og ressourceforbrug. Det er med til at gøre det nemmere for organisationerne at efterleve de grønne krav.

”I KMD laver vi ikke vindmøller, men it-software, der hjælper staten, regioner, kommuner og private virksomheder med at danne sig et overblik over deres energiforbrug. På den måde kan de følge deres energiforbrug tæt, så der skabes en generel energibevidsthed, som skaber grundlag for bedre energioptimering,” siger Carl-Erik Vesterager og fortsætter:

”Vi fortæller ikke folk, hvad de skal gøre for at nedsætte deres forbrug, men vi opbygger data og skaber det overblik, der skal til for, at de selv kan træffe de rette, bæredygtige beslutninger. Helt specifikt kan vi vise, hvordan bygninger, maskiner og lignende performer energimæssigt, såkaldt benchmarking, og hvor, hvornår og hvordan der foregår spild. Det kan for eksempel være et ventilationsanlæg, hvor driftstiden ikke passer med bygningens brugstid,” forklarer han.

Indsigt betyder optimeret energiforbrug

Den øgede indsigt i organisationens energiforbrug fungerer ifølge Carl-Erik Vesterager som en tretrinsraket: Når organisationen har de rette værktøjer til dataopsamling og -analyse, kan man dokumentere energiforbruget i detaljen. Den detaljerede dokumentation øger forståelsen – og med øget forståelse bliver det også mere naturligt at arbejde med proaktive tiltag, der kan optimere energiforbruget som en integreret del af de øvrige forbedringstag og forretningsmæssige beslutninger. Det kan fx bruges i arbejdet med grønne data som værktøjer til effektmåling og gevinstrealisering, og som du kan læse om her.

”KMD håndterer energidata for mere end to millioner målere i Danmark, og vi har hjulpet vores kunder med energibesparelser gennem forbrugsoplysning og samarbejde med energirådgivere. Vi er altså på flere måder med til at understøtte den grønne omstilling og målet om at fordoble den globale hastighed for forbedring af energieffektiviteten,” afslutter Carl-Erik Vesterager.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om bæredygtighed. Så er du blandt de første, der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her

Seneste indsigter