Da Fredericia Kommunes kontrakt om KMD Sag EDH lakkede mod enden, valgte kommunen at tage springet til næste generation med KMD Nova ESDH. Og det har hurtigt givet ro i maven hos de første brugere.
I Fredericia Kommunes ydelsescenter sidder sagsbehandler Regina Larsen roligt i sin stol. Efter de første 3 uger med KMD Nova ESDH skal hun snart i gang med at undervise sine kolleger i den nye løsning. Og det var ellers et skift, hun havde imødeset med en vis bæven:
- De fleste af os gør os jo tanker om, hvordan skiftet skal gå. Skal vi nu sætte os ind i noget helt andet? Og vil det tage lang tid? Men så snart jeg åbnede KMD Nova ESDH, blev jeg helt rolig indeni, fortæller hun.
- Det er grafisk enkelt og let at navigere i. Min indgang er også tilpasset min afdeling og mine opgaver, og alt er samlet ét sted. På den måde skal jeg ikke have flere programmer åbne samtidig. Skal jeg fremhæve en enkelt ting, må det være de nye skabeloner til notater. Skabelonerne er noget, jeg personligt bruger meget, og det er jeg overbevist om, at mine kolleger også vil gøre, når det bliver så let som i Nova. Og det vil på sigt spare os tid i hverdagen, siger hun.
Brugervenligheden var også et fokuspunkt i valget af løsningen, fortæller Jane Andersen. Hun er kontorchef i Udvikling og Styring, og mange års kommunal cheferfaring har lært hende betydningen af datadisciplin. Den kommer ikke af sig selv:
- Hvis systemerne ikke er brugervenlige, bliver det fristende at notere alle mulige andre steder. Så når KMD Nova ESDH er nemt at bruge, er det både et plus for medarbejderne, for datadisciplinen og for vores tidsforbrug, påpeger hun. Derfor forventer hun også en positiv business case, når alle de berørte medarbejdere er blevet dus med løsningen.
Det giver os et fremtidssikret system, der fungerer godt til borgersagerne. Vi vil gerne både være så digitale som muligt og komme så tæt på borgerne som muligt.
Fredericia Kommune kunne have forlænget sin kontrakt på KMD Sag EDH et år, men med udsigt til snart at skulle implementere ydelsessystemerne med KOMBIT valgte de at få ESDH-udbuddet ud af verden forinden.
- Her talte det for os, at vi fik en blid overgang til det nye system. For eksempel har vi undgået et slip i forhold til vores adviseringer, og vi skal ikke igennem en stor konvertering af data fra et system til et andet, forklarer Jane Andersen.
Med den nye fælleskommunale rammearkitektur lige om hjørnet lagde kommunen også vægt på, at KMD Nova ESDH er bygget med den for øje.
- Det giver os et fremtidssikret system, der fungerer godt til borgersagerne. Vi vil gerne både være så digitale som muligt og komme så tæt på borgerne som muligt. Og KMD Nova ESDH bidrager til begge dagsordener, siger hun. Her henviser hun også til, at KMD Nova ESDH er mobil, så løsningen kommer med til møder hjemme hos borgerne.
KMD Nova ESDH er brugernes egen løsning i mere end én forstand. Op imod 20 kommuner har deltaget i det meget åbne udviklingsforløb, og derfor kan Fredericia Kommune også takke sig selv for, at de har fået en løsning, brugerne tager godt imod.
Selvom sagsbehandler Regina Larsen i skrivende stund ikke har bemærket meget, hun savner, ved kommunen også, at der stadig ligger et udviklingsarbejde forude.
- Kontakten med KMD omkring den videre udvikling er god. Når vi har ønsker til ændringer eller udbedringer, har vi oplevelsen af, at vores input bliver taget alvorligt. Mange af tingene findes allerede i udviklingsplanen. Udviklingsplanen er måske også det eneste, vi savner indsigt i – så vi kan se, hvad vi kan glæde os til i fremtiden, slutter Jane Andersen.
I alt får kommunen ca. 400 brugere. Tallet forventes at falde lidt med de nye ”tykke” fagsystemer.
Brugerne findes inden for Arbejdsmarked, Borgerservice & Genoptræning, Familie- & Børnesundhed samt Pleje & Omsorg. Dertil kommer Voksenområdet, som primært har kiggeadgang.
De første brugere blev undervist i maj 2017. Efter planen er størstedelen af overgangen afsluttet inden uge 42.