Vi skal dokumentere digitaliseringens positive bidrag til den grønne omstilling nu!

Tech-virksomhederne har en afgørende rolle i den grønne omstilling, men det er stadig ikke tydeligt for alle. Vores bæredygtighedschef, Ditte Clausen, opfordrer til, at branchen viser digitaliseringens præcise bidrag til at reducere CO2-udledningen og blive bedre til at dokumentere energiforbrug og CO2-udledning.

Publiceret: 05. april 2023
5 vindmøller i vandet med en sejlbåd i forgrunden samt en færge og Storebæltsbroen i baggrunden

Det er bydende nødvendigt, at vi bliver bedre til at dokumentere vores egen og vores løsningers energiforbrug og CO2-udledning.

Ditte Haugaard Clausen

Lead Sustainability Officer

Danmark har i Marie Bjerre for første gang fået en digitaliseringsminister, og det skorter ikke på gode forslag og holdninger til, hvad ministeren skal sikre i den kommende periode.

Som repræsentant for en stor softwareleverandør, der har stået i spidsen for Klimapartnerskabet for Service IT og rådgivnings grønne anbefalinger samt bidraget i Digitaliseringspartnerskabets dataspor er KMD som leverandør af digitalisering naturligvis også spændte på, hvad det nye ministerie kan bringe med sig, ligesom jeg på vegne af IT Branchens policy board for grøn omstilling er opmærksom på muligheden for at få løftet digitaliseringens grønne agenda.  

Derfor må det også være på sin plads, at tech- og it-branchen for alvor lægger sig i selen for at få illustreret digitaliseringens rolle i den grønne omstilling. Det er givetvis helt indlysende for alle os, der arbejder med det til dagligt, at vi ingen vegne kommer med grøn omstilling, energi-øer og massiv oprustning af elektrificeringen, hvis vi ikke har nogle digitale systemer til at styre apparatet og intelligente systemer, der kan indhente data og beregne prognoser for flaskehalse i energisystemet og dirigere forbruget i forhold til produktionen.  

Men taler man med folk uden for branchen – herunder også politisk valgte – står det klart, at vi slet ikke er lykkedes tilstrækkeligt med at fremhæve digitaliseringens rolle i en grøn omstilling eller få illustreret de konkrete effekter på reduktionen af CO2-udledningen. Samtidig hersker der stadig en forestilling om, at digitalisering på mange områder udelukkende er en synder i forhold til klimaforandringerne, og at hyperscale datacentre inden for få år vil være en af samfundets største CO2-udledere.  

Vi har altså fortsat en opgave i at få visualiseret vores rolle i den grønne omstilling. Samtidig er det bydende nødvendigt, at vi bliver bedre til at dokumentere vores egen og vores løsningers energiforbrug og CO2-udledning. Her får vi heldigvis delvis hjælp fra den europæiske lovgivning og kommende krav om rapportering af CO2-udledning i overensstemmelse med GHG-protokollen. Jeg toner gerne rent flag og melder ud, at vi først nu er i gang med at beregne KMD’s første fulde Scope 3-regnskab, som skal danne fundament for de optimeringer, vi skal foretage i de kommende år. Det er en stor opgave, men vi er heldigvis godt hjulpet af netop en digital løsning, der automatiserer opgaven og tydeliggør, hvor vi fremover bør målrette vores klimaindsats. 

I IT Branchen policy board for grøn omstilling arbejder i disse dage også på at levere på vores egne forventninger til at blive målt og vurderet på vores bæredygtige performance. Inden længe offentliggør branchen en bruttoliste over grønne parametre, som vi gerne vil måles og vejes efter. Det er ikke en endegyldig liste, men et inspirationskatalog, der løbende kan optimeres. 

Vi savner nemlig fortsat at få etableret nogle internationale standarder for datacentres udledning og for energieffektiv software, så vi kan vise, at vi ikke med den ene hånd løser et klimaproblem, som vi med den anden hånd flytter over i vores datacentre.

Vil I vide mere?

Portræt af Ditte Haugaard Clausen

Vil I gerne høre mere om jeres muligheder? Så tøv ikke med at tage kontakt, så vi sammen kan se på, hvilke fordele I kan opnå.

KMD og den grønne omstilling

To vindmøller på linje på en grøn mark med solopgang i baggrunden

Er du interesseret i at læse mere om, hvordan KMD kan hjælpe jer med at implementer grønnere løsninger? Følg linket og læs med.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om energi og forsyning. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her