Derfor skal du have fokus på Threat Intelligence

Der findes mange varianter af Threat Intelligence, men fælles for dem alle er, at det handler om at komme på forkant med de cyberkriminelle gennem viden og analyse. Her får du en introduktion til Threat Intelligence-området, og hvad det kan bidrage med i din organisation.

Publiceret: 06. oktober 2023
Mand ved computer med digital interface

Fundamentet for Threat Intelligence er at indsamle relevante informationer og derefter foretage kildekritik og analyse af dem med det formål at tilegne sig viden, der skal danne grobund for et mere robust cyberberedskab.

Målgruppen for Threat Intelligence kan være både strategisk, taktisk eller operationel, afhængig af hvilken type informationsindsamling, man arbejder med.

Inden du går i gang med at arbejde med Threat Intelligence, skal du derfor gøre dig overvejelser om, hvem den interne målgruppe er, og hvad formålet med Threat Intelligence er i din organisation. Bliver informationsmængden for bred, ufokuseret eller for stor, kan indholdet hurtigt blive mudret og derved ubrugeligt.

Typisk indsamles informationer fra offentligt tilgængelige kilder, men oplysningerne kan også komme fra mere 'hemmelige' eller lukkede fora. Det kan fx være hacker-grupper på beskedtjenesten Telegram eller gennem undergrundsarbejde i lukkede miljøer på Dark Web. I yderste konsekvens kan materialet komme fra angivere eller insidere, men denne form ses typisk i efterretningsarbejde, f.eks. hos Center for Cybersikkerhed.

Fællesnævneren er, at man samler informationer, der i den rigtige kontekst giver en bredere forståelse af trusselslandskabet og tendenser inden for cyberkriminalitet.

Denne viden om, hvad der sker, kan så bringe dig på niveau - eller ligefrem på forkant - med truslerne.

Strategisk eller teknisk: Det proaktive forsvar 

Threat Intelligence, der er målrettet det strategiske lag i ledelsen, skal hjælpe med at forme virksomhedens langsigtede sikkerhedsstrategi.

Informationerne giver de nødvendige data til at træffe faktabaserede beslutninger om, hvor du skal investere i sikkerhed. Ved at prioritere, baseret på aktuelle trusler og risici, kan du optimere brugen af dine sikkerhedsressourcer bedst muligt.

Threat Intelligence kan også have et mere teknisk fokus, hvor det handler om at give dig indsigt i de seneste trusler og sårbarheder, der potentielt kan udgøre en risiko for din virksomhed.

Dette gør det muligt at identificere potentielle trusler, før de udvikler sig til alvorlige problemer. Ved at kende de trusler, der findes, kan du træffe proaktive foranstaltninger for at beskytte dine systemer.

Begge områder er vigtige for en organisation og kan være redskaber til beslutningstagning og ressourceallokering, forebyggelse af tab, compliance og regulering.

Dit omdømme er på spil 

I sikkerhedskredse er der bred enighed om, at det er afgørende at være proaktiv i forhold til cybersikkerhed for at opnå den bedst mulige beskyttelse.

Threat Intelligence er et værktøj til at give din organisation mulighed for at træffe foranstaltninger for at beskytte dig, inden truslerne bliver til reelle angreb, hvilket er langt mere effektivt end at reagere efter, at skaden er sket.

Når du er proaktiv i dit cyberberedskab, får du nogle strategiske og tekniske fordele, og ved at reagere hurtigt og effektivt på trusler kan du samtidig beskytte dit omdømme og opretholde tilliden hos dine kunder, hvilket styrker din forretning.

“I dag er det også vigtigt, at vi ser cybersikkerhed i et større perspektiv. Det er de samme trusler, som alle står overfor, og samarbejde med andre organisationer inden for din branche er afgørende for at styrke din samlede sikkerhedsposition,” siger Casper Munksgaard, GRC Technical Security Advisor i KMD.

Viden bør deles med andre, og du kan drage fordel af andres indsigt for at beskytte dig selv bedre. Det kan kræve en kulturændring i organisationen, men vi skal stå sammen, hvis vi vil være en stærk cybernation.

Kom godt i gang med Threat Intelligence

Der findes en række forskellige udbydere af Threat Intelligence-løsninger, men det kan være lidt af en jungle at finde rundt i, hvilke styrker og svagheder de enkelte udbydere har. Har du de rigtige folk i din organisation, kan du også selv arbejde med området, eksempelvis i samarbejde med en professionel leverandør af Threat Intelligence-løsninger.

Når de overvejelser er på plads, og du er klar til at tage springet, er her tre væsentlige fordele, som du kan opnå ved at komme i gang med Threat Intelligence:

Tidlig opdagelse af trusler: overblik giver dig mulighed for at identificere potentielle trusler tidligt. Ved at overvåge og analysere trusselsbilledet kan du opdage angreb og sårbarheder, inden de udvikler sig til større problemer. Det tidlige varsel giver dig mulighed for at træffe proaktive foranstaltninger for at mindske risikoen og beskytte dine aktiver.

Bedre beslutningsgrundlag: Threat Intelligence giver dig viden og indsigt, der kan hjælpe med at træffe faktabaserede beslutninger. Du kan forstå, hvilke trusler der er mest relevante for din organisation og prioritere dine ressourcer. Dette hjælper med at optimere din sikkerhedsstrategi og dine investeringer.

Styrket reaktionsevne: Når du har overblikket over truslerne, kan du udvikle en mere effektiv responsplan. Du kan forberede dig på forskellige scenarier og reagere hurtigere og mere målrettet, hvis en trussel realiseres. Dette reducerer skadevirkningerne og nedetiden for din organisation og øger din evne til at genoprette drift og sikkerhed.

I KMD arbejder vi primært med to forskellige tilgange til området, nemlig en ledelsesrettet service og en skræddersyet løsning til din organisation. Du kan læse mere her: https://www.kmd.dk/loesninger-og-services/it-services/it-sikkerhed-i-balance/risiko-og-trussel

Vil I vide mere?

Portræt af John Skovgaard

Vil I gerne høre mere om, hvordan vi kan hjælpe jer med jeres organisations sikkerhed? Så tøv ikke med at tage kontakt, så vi sammen kan se på, hvilke fordele I kan opnå.

Læs mere om risiko og trussel

Ved at være på forkant af cybertruslerne kan I markant nedsætte risici og skadevirkningerne fra et angreb. Nøglen til effektiv håndtering af sikkerhedstrusler er en afklaret rolle- og ansvarsfordeling, så alle i organisationen kender og forstår deres opgaver.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder, indsigter og invitationer fra KMD til området for it sikkerhed.

Tilmeld dig her