Hvad kan Danmark lære af Japan om offentlig digitalisering?

Tag med på en tankemæssig sviptur til Japan.

Vi begynder i det japanske vejnet, som er stærkt påvirkeligt af landets hyppigt forekommende naturkatastrofer såsom jordskælv, vulkansk aktivitet og tsunamier. Som en central del af det offentlige beredskab har man i Japan placeret sensorer i den offentlige infrastruktur, så når der sker en hændelse, kan myndigheder bruge informationen fra sensorerne til at dirigere trafikken væk fra et kriseramt område og få mennesker bragt hurtigt i sikkerhed. 

Derfra kan vi tage til den japanske sundhedssektor. Her findes der hospitaler, der anvender biometri til at genkende personer, der ankommer i bevidstløs tilstand og uden identifikationsoplysninger. Ved hjælp af en simpel scanning får sundhedspersonalet adgang til relevant information om borgeren såsom blodtype, allergier og anden sundhedshistorik, der kan have betydning for et akut behandlingsforløb. På hospitaler og plejehjem bruger japanerne også sensorer i toilettet til at registrere oplysninger om en patients afføring. Det er oplysninger, der herhjemme skal indsamles af personalet, men som i Japan automatisk bliver sendt til eksempelvis en computer eller smartphone. Værdigt for patienten, tidsbesparende for personalet.

Og så kan vi runde af i det japanske genoptræningscenter, hvor sensorer i sko og på andre dele af en borgers krop bliver brugt til at lægge personlige træningsprogrammer og sågar opfange sygdomme på et tidligt tidspunkt. Den måde, et menneske går på, kan sige utroligt meget om sundhedstilstanden. Den type information behøver ikke at blive indsamlet og analyseret af mennesker, i Japan gør de det ved hjælp af teknologi.

Teknologi kan løse samfundsudfordringer

Den offentlige sektor i Danmark er med rette blevet hyldet for en meget succesfuld digitaliseringsstrategi. Som samfund er vi lykkedes med at omlægge fra manuelle arbejdsgange til automatiserede workflows. Men graver man et spadestik dybere i vores digitaliseringstiltag, viser det sig hurtigt, at de fleste tiltag har været inden for det administrative område. Vi har fået afskaffet pen og papir mange steder, men når det kommer til at anvende teknologi til at løse kernevelfærdsopgaver, har vi endnu ikke gjort os så mange erfaringer.

“Én af de største samfundsudfordringer er manglen på hænder – særligt inden for pleje- og hospitalssektoren. Her findes der masser af muligheder for at anvende avanceret teknologi til at assistere fagmedarbejderne eller yde en service overfor borgerne. Det ved vi, for de gør det i Japan. Men i Danmark er vi forsigtige med at tage den type af teknologier i brug,” siger Peter Juul Grostøl, CDO i KMD.

Tilpasset en skandinavisk brugskontekst

Han tilføjer, at der generelt i Japan og resten af Asien findes en større teknologibegejstring. Brugen af robotter fremkalder slet ikke den samme skepsis som i Europa, hvor menneskelignende robotter ligefrem kan skabe utryghed.

“Men selv når man trækker japanernes teknologibegejstring fra, er der stadig et stort uopdyrket spillerum for at tage velfærdsteknologier i anvendelse. Der er masser af muligheder for at tilpasse løsningerne til en europæisk eller sågar skandinavisk brugskontekst, som flugter med vores værdier og syn på dataetik.”

Til sammenligning fortæller Peter Juul Grostøl, at da de første offentlige, digitale selvbetjeningsløsninger dukkede op i Danmark, blev de mødt af bekymrede miner. For var det ikke en forringelse af servicen, at borgerne skulle interagere med en computer fremfor et menneske? Ret hurtigt viste det sig dog, at vi både som borgere og forbrugere bare gerne vil betjenes hurtigt og kompetent, og så går vi mindre op i, hvordan det sker. Godt eksemplificeret ved net- og mobilbanker, som de færreste i dag vil undvære.

“Jeg kunne forestille mig, at det samme ville gøre sig gældende med velfærdsløsninger. Hvis de bliver lavet godt og sikkert nok, stopper de hurtigt med at gøre opmærksom på sig selv som ny teknologi og glider ind som en del af hverdagen.” 

En offentlig digitaliseringsdebat

Udviklingen af digitale, offentlige velfærdsløsninger i Danmark er i dag præget af lokale ildsjæle, der får en god ide og brænder for at føre den ud i livet. Hvis vi skal hæve niveauet og producere velfærdsteknologiske løsninger i stor skala, skal der etableres en stærk udviklingsramme for national udbredelse, hvor man kan teste konkrete løsninger af og lære af erfaringerne, inden man ruller bredt ud.

“I dag er vaskerobotten måske vores bedste eksempel på en velfærdsteknologisk løsning, der har været en succes. Noget lignende kunne man jo eksperimentere med i plejesektoren. Det kunne være en robot, der kørte ud med medicin. I starten skulle den selvfølgelig superviseres af personalet, men på sigt og med de nødvendige sikkerhedsprocedurer på plads, kunne den nok godt trille ud til beboerne, så personalet kunne slippe for opgaven,” siger Peter Juul Grostøl.

“Når man besøger Japan, kan man blive forundret over, hvordan man må den ene side kan bo på et robothotel, hvor maden tilberedes af maskiner, samtidig med at ansøgninger og blanketter stadig underskrives med pen og træstempel. Det får det til at se ud som om, Japan halter bagud på digitaliseringen. Men vi glemmer, at det er fordi, vi sammenligner den offentlige sektor i Japan med områder, hvor vi har haft stor succes i Danmark. Nemlig på digitaliseringen af forvaltningen med håndtering af sager, ansøgninger, papirer og borgerbetjening. Men digitalisering er andet og meget mere end det. Det er de japanske velfærdsløsninger et godt eksempel på."