Energistyrelsen overgår til ny energiløsning fra KMD

Solcellepaneler med højspændingsmast og vindmøller i baggrunden

KMD sætter nu strøm til mere smidige afregninger af grønne tilskud hos Energistyrelsen gennem it-løsningen KMD Elements, som er blevet sat i drift. Aftalen løber over seks år, og it-løsningen forventes at blive en hjørnesten i fortsat at sikre effektiv og korrekt udbetaling af støtte til produktionen af vedvarende energi.

25.500 bilag og næsten 803 mio. kr. udbetalt i grønne tilskud for november og december måned 2021. Tallene her er fra de første kørsler, som løsningen gennemførte for Energistyrelsen. Det er ikke ubetydelige summer, som Energistyrelsens nye it-løsning skal kunne håndtere.

Overgangen er overordnet set gået godt, mener både leverandøren KMD og kunden Energistyrelsen.

”Man har gennem tiderne set talrige eksempler på udskiftning af systemer, der ikke forløb efter hensigten – med store konsekvenser til følge. Overgangen til Elements har været meget vellykket, uden større fejl eller uventede børnesygdomme. Projektet er blevet længere end forventet, men takket være et meget omfattende testarbejde og et konstruktivt samarbejde med KMD har vi oplevet en problemfri ibrugtagning for styrelsens medarbejde og vigtigst af alt for vores brugere,” fortæller Jesper Falck Hansen, it-chef i Energistyrelsen.

Den nye it-løsning varetager forretningsprocesser ved dels at være stamdataregister for alle vedvarende energiproducerende anlæg i Danmark og dertil understøtte beregning samt udbetaling af grønne tilskud baseret på producerede mængder og skiftende støtteordninger. Denne samfundskritiske opgave varetages med højt fokus på korrekt, effektiv og rettidig beregning og proceshåndtering med øje for myndighedsansvaret heri.

”KMD og Energistyrelsen har haft et mangeårigt stærkt samarbejde om it-løsninger, og vi er stolte over at have gennemført en robust overgang til KMD Elements. Vi har gjort vores for at fremtidssikre løsningen til energiafregning, så den bedst muligt understøtter den grønne omstilling i dag såvel som i fremtiden” fortæller Merete Søby, direktør for Data Driven Solutions i KMD.

Om løsningen

KMD Elements er en cloud-baseret softwareløsning, opbygget af moduler, der muliggør og letter arbejdet med komplekse afregninger baseret på tidsserier. Systemet er baseret på Microsoft Azure-teknologi og designet til at håndtere den stigende kompleksitet på energimarkedet med decentraliseret energiproduktion, omskiftelig vedvarende energiproduktion og øget forbrug af el. KMD Elements er helt fra starten tænkt og udviklet til det internationale marked. Systemet er et af de første af sin art i verden, der fungerer på tværs af landegrænser, tidszoner, sprog og valutaer.

Overgangen til KMD Elements er sket gennem en længere implementeringsperiode for at sikre en så smidig og effektiv overgang som muligt. Aftalens rammer er SKI 2.19.

Om KMD

KMD hører til blandt de største danske it-virksomheder og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder fra den offentlige og private sektor, heraf cirka 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på omkring 4,8 mia. kr. og mere end 3.000 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier. Læs mere på www.kmd.dk.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef