Valgplakater: En god tradition, som ødelægger gadebilledet

Indgangen til Christiansborg

De klassiske valgplakater er en fast del af gadebilledet under valgkampen, men mange vælgere mener, at valgplakaterne forurener, er formålsløse og ødelægger gadebilledet. Dog mener flere også, at de er en god tradition og giver kendskab til kandidaterne. Det viser en ny rundspørge fra KMD Analyse.

Gadebilledet bliver lørdag eftermiddag ændret markant på få timer rundt i de danske byer, hvor tusindvis af plakater med kandidater og budskaber for folketingsvalget kommer op i lygtepæle og vejtræer sammen med plakaterne for EU-valget.

Blandt danskerne er der delte meninger om denne klassiske tradition. Det viser nye tal fra KMD Analyse, som i en rundspørge har spurgt vælgerne om deres generelle holdning til lygtepælene som medie ved det kommende valg til Folketinget.

- Valgplakaterne er en fast tradition, som for mange mennesker er den fysiske markering af, at valgkampen nu er i gang. Vores tal viser, at der er delte meninger om værdien af plakaterne. Det er dog de negative udsagn, der kan samle flest vælgere bag sig, siger Christoffer Hellmann, kommunikationschef i KMD og redaktør af KMD Analyse, der står bag rundspørgen.

38 procent af vælgerne mener, at valgplakaterne ødelægger gadebilledet, mens 35 procent kalder dem gammeldags. Hver tredje vælger fremhæver, at plakaterne forurener, mens næsten lige så mange kalder dem grimme og formålsløse. Står det til hver fjerde vælger i rundspørgen, bør de klassiske valgplakater helt forbydes.

Til gengæld siger knap hver fjerde vælger, at valgplakaterne er en god tradition, og hver femte vælger angiver, at de giver kendskab til kandidaterne. Næsten ingen af vælgerne mener dog, at de påvirker, hvem de stemmer på.

Se alle tallene (jpg).

Om analysen

KMD Analyse har i samarbejde med Userneeds gennemført en rundspørge blandt befolkningen, der omhandler det kommende folketingsvalg. Undersøgelsen omfatter 2.000 respondenter, repræsentativt fordelt på geografi, alder og køn. Rundspørgen er gennemført online af Userneeds i deres Danmarkspanel i perioden 23. marts og til 3. april 2019.

Om KMD Analyse

KMD Analyse har siden 2011 udarbejdet rapporter om de digitale muligheder i det offentlige og private Danmark. KMD Analyse har blandt andet tidligere udgivet rapporterne "Socialt bedrageri i Danmark" (2011), "Den digitale folkeskole - vurderinger og holdninger fra elever og forældre" (2012), "Informationssikkerhed i store danske virksomheder" (2016), "Population Health Management - Deling af patientdata" (2017) og "Ny digital teknologi i kommunerne - Kendskab, drivers og barrierer" (2018). Læs mere om KMD Analyse og hent rapporterne på www.kmd.dk/analyse.

Om KMD

KMD er den største danske it-virksomhed og udvikler og leverer software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har dattervirksomheder i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Polen. KMD har over 1.500 danske og internationale kunder, herunder over 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 5,6 mia. kr. og har cirka 3.200 ansatte. KMD er et datterselskab af NEC Corporation, der er globalt førende inden for integration af it- og netværksteknologier. Læs mere på www.kmd.dk.

Om KMD og valg

KMD har siden starten af 70'erne hjulpet det offentlige med at afholde valg. Inden valget er det KMD, der sørger for, at de valgberettigede danskere får deres valgkort, der bliver lavet valglister og kandidatlister - og på valgaftenen opsamles valgresultaterne i KMD's systemer, hvorefter de sendes videre til danskerne ude i stuerne gennem direkte forbindelser til DR og TV2. Valget følges minutiøst af KMD's valg-support og tekniske eksperter, der sidder i et større beredskab på valgaftenen i hovedkvarteret i Ballerup. På valgaftenen bliver resultaterne fra kommunal- og regionsrådsvalget løbende offentliggjort på kmdvalg.dk.

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef