Smarte enheder har indtaget de danske hjem

Støvsugerrobot på gulvet i en stue

I halvdelen af alle danske hjem, findes der i dag smarte digitale enheder, der kan hjælpe med alt fra husholdning, forbrugsafregning til underholdning. I 15 pct. af de danske hjem, findes der tre eller flere smarte enheder - udover eventuelle smartphones, tablets og computere. Dermed er det ikke kun de mobile enheder, danskerne har taget til sig i den digitale hverdag. Det er også selve hjemmet, der er blevet digitalt. Det viser en ny undersøgelse fra KMD Analyse.

Det er først og fremmest de meget jordbundne ting, der får os danskere til at digitalisere vores hjem. Det gælder først og fremmest økonomi og tryghed. Men det er interessant, at "Klima" kommer ind på en tredjeplads over de faktorer, som danskere vægter højest, når vi anskaffer os nye smarte enheder til hjemmet.
 
"Vi ser den samme tendens i den almindelige husstand, som vi ser hos både vores offentlige og private kunder. Vi vil rigtig gerne digitaliseringen og de intelligente løsninger. Men argumenterne for at investere er meget traditionelle," siger Hans Jayatissa, der er teknologidirektør i KMD.
 
Økonomi, tryghed og klima
Undersøgelsen fra KMD Analyse tegner et tydeligt billede af, hvad der får danskere til at digitalisere deres hjem.

  • 71 pct. angiver økonomi som årsag til at anskaffe sig smarte enheder til hjemmet. Det kunne fx være en intelligent varmepumpe, der reducerer varmeregningen.
  • 60 pct. angiver tryghed som årsag. Det kunne fx være et intelligent alarmsystem.
  • 53 pct. angiver klimaoptimering af hjemmet som årsag.

I den anden ende af spektret angiver 19 pct., at man ønsker at ændre sine vaner, mens 26 pct. anskaffer sig digitale enheder på grund af en almindelig interesse for teknologi.
 
"Det kan godt være, at det er det intelligente køleskab, der selv kan bestille dagligvarer på nettet, der løber med alle overskrifterne i medier og på de store digitale messer. Men i praksis er det den dagligdags lavpraktik, der skaber digitaliseringen i hjemmet," siger Hans Jayatissa.
 
Danskere skeptiske over for intelligente produkter - indtil vi får dem
Udover selve anskaffelsen af de digitale enheder og argumenterne for at købe dem, undersøger analysen også danskernes generelle holdning til digitale, smarte og intelligente enheder i hjemmet.
 
Generelt er danskere meget skeptiske overfor at anskaffe sig intelligente produkter til hjemmet. Men så snart vi har investeret i et intelligent produkt til hjemmet, bliver de brugt flittigt. Hvor ofte de forskellige enheder anvendes varierer efter produktkategori. Men for samtlige kategorier i analysen gælder, at blandt de danskere, der har anskaffet sig produktet, er over det halvdelen der anvender det ofte.
 
Mest anvendt er intelligente maskiner til indendørs husarbejde. Blandt ejerne af sådanne produkter angiver hele 92 pct., at de anvender det ofte.
 
"Det er et klassisk karaktertræk. Vi er skeptiske overfor det ukendte. Men når vi først har prøvet det og set værdien i det, så vil vi nødigt undvære det igen. Det gælder også smarte enheder i hjemmet," siger Hans Jayatissa.
 
Derfor undrer det heller ikke Hans Jayatissa, at der udover en meget stor gruppe danskere, der er positive overfor smarte enheder, er en næste lige så stor gruppe, der er mere tilbageholdende. Fx betragter 45 pct. af de adspurgte de digitale enheder som unødig luksus.
 
"Vi har desværre ikke historiske tal at sammenligne med. Men det er min vurdering, at tendensen er, at vi i stigende grad tager de digitale enheder til os. Især de der løser små lavpraktiske gøremål for os. Det kunne være interessant at lave en identisk analyse om to eller tre år og se fordelingen til den tid."
 
Skepsis og "digital uddannelse"
En sidste væsentlig ting, Hans Jayatissa hæfter sig i analysen er danskerne holdning til datasikkerhed.
 
"Igen ser vi det samme billede, som vi oplever hos vores professionelle kunder. Vi vil gerne digitaliseringen, og vi kan ofte se potentialet. Men vi er om ikke skeptiske, så i hvert fald bevidste omkring vores personlige data. Et flertal af danskere er klar til at afgive data på betingelse af, at den værdi, man får i bytte, er tilstrækkelig værdifuld for os. Den sunde skepsis, er udtryk for, at vi som folk er digital veluddannede," siger Hans Jayatissa.
 
Det er væsentligt at påpege, at personlige digitale enheder som smartphone, tablet, smart-tv, smart-watch og lignende ikke er en del af analysen. Analysen beskæftiger sig alene med enheder, der knytter sig til selve husstanden og ikke til personerne i husstanden.
 
Om rapporten og KMD Analyse
Rapporten bygger på en spørgeskemaundersøgelse udsendt til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.

  • 2000 respondenter, fordelt på køn, alder, boligtype og fra alle fem regioner i Danmark
  • Gennemført online af Userneeds i perioden 13. december 2019 til 7. januar 2020. Empirien til analysen er dermed indsamlet inden, Coronakrisen ramte Danmark.

I undersøgelsen bliver der spurgt ind til 13 specifikke produkter til hjemmet, der alle i større eller mindre grad indeholder smart teknologi. Smart teknologier omfatter sensorer, der er forbundet til netværk og computere og som automatisk udfører beregninger og reagerer på resultaterne. Der differentieres i undersøgelsen mellem simple og intelligente produkter, for at afspejle den store variation, der i dag findes på markedet af produkter til hjemmet, der indeholder smart teknologi.
 
KMD Analyse har samarbejdet med Quorum Consulting om udarbejdelse af analysen.
 
KMD Analyse udarbejder analyser om de digitale muligheder i det offentlige og private Danmark. KMD Analyse har blandt andet tidligere udgivet rapporterne "Den digitale folkeskole - vurderinger og holdninger fra elever og forældre", "Socialt bedrageri i Danmark" og "Ny digital teknologi i kommunerne".
 
KMD Analyse er en del af KMD, som er den største danskbaserede it-virksomhed. I mere end 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største kommunale it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervsmarkedet i Danmark.
 
Læs mere om KMD Analyse og hent rapporterne på kmd.dk/analyse

KONTAKT KMD'S PRESSEAFDELING

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef