Mand sidder ved computer på kontor og arbejder

Brugen af data i offentlig sagsbehandling skal hjælpe medarbejderne med at træde tydeligere i karakter som fageksperter. Den optimale anvendelse af dataanalyser sker, når en fagmedarbejder bruger dataunderstøttelsen til at udfordre og optimere kvaliteten af sit eget arbejde.

Stakkevis af data. Millioner af sparede kroner. Tværgående analyser, der kan måle på alt og alle.

Når dataeksperter udtaler sig om potentialet i Big Data, kan man nogle gange godt få den tanke, at der nærmest ikke er grænser for, hvor mange og hvor store gevinster man kan høste, hvis bare man har de rigtige værktøjer. Men den form for teknologibegejstring kan godt skygge for det centrale budskab i anvendelsen af Big Data. Særligt indenfor offentlig digitalisering. Det siger Christian Binggeli-Winter, Vice President i KMD Business.

Der må aldrig opstå tvivl om, at det primære formål med Big Data indenfor det offentlige er at understøtte medarbejdernes faglighed, så de kan levere en bedre borgerservice. Det er det, det hele handler om

Christian Binggeli-Winter, Vice President i KMD Business

“Der må aldrig opstå tvivl om, at det primære formål med Big Data indenfor det offentlige er at understøtte medarbejdernes faglighed, så de kan levere en bedre borgerservice. Det er det, det hele handler om. Det handler ikke om teknologi, dimser eller dutter. Selvfølgelig kigger vi på, hvordan vi kan styrke interaktionen mellem mennesker og teknologi og få processerne til at glide nemmere. Men det vigtigste er at understøtte kommunikationen mellem mennesker ved hjælp af data.”

Fagmedarbejderne er de reelle eksperter

Ofte kan dataunderstøttelse føre til omkostningsbesparelser, fordi opgaveløsningen bliver optimeret. Men i så fald er det en sidegevinst.

“Det paradigmeskift, der reelt ligger i strategisk brug af Big Data i offentlig forvaltning, består i, at man vender den traditionelle tilgang på hovedet. I stedet for at fagmedarbejderne bliver bedt om at udføre opgaver på en måde, ledelsen har bestemt, skal det være fagmedarbejderne, der fortæller ledelsen, hvordan de bedst kan løse deres opgaver. Det er jo deres fag og derfor dem, der er eksperterne,” siger Christian Binggeli-Winter.

“Til det formål kan de blandt andet gøre brug af historiske data og tværgående data, så de kan få flere nuancer på opgaveløsningen.”

Aktivér den kollektive viden

Han forklarer, at arbejdet med Big Data i høj grad handler om at aktivere en organisations kollektive, men ofte gemte viden.

En organisation ligger inde med enormt meget viden, men den viden kan være svær at få til at leve

Christian Binggeli-Winter, Vice President i KMD Business

“En organisation ligger inde med enormt meget viden, men den viden kan være svær at få til at leve. Særligt på tværs af afdelinger og faglige siloer. Det er noget af det, vi mennesker ikke er særligt gode til. Her kan teknologiske værktøjer levere en struktur til at få opsamlet viden, og de kan få folk til at arbejde sammen i bredden og i dybden – eksempelvis i form af et samarbejde mellem en borger, en sagsbehandler og en data scientist.”

Der skal kobles handlinger på analyserne

Når det handler om det offentlige Danmark, ligger der ikke teknologiske hindringer i vejen for at arbejde med Big Data. Infrastrukturen, applikationerne og den grundlæggende sikkerhed er gearet til Big Data-projekter. Den primære udfordring er, hvordan man kobler en aktiv handling på de store mængder af data, offentlige organisationer producerer og håndterer hver dag.

Der er dukket projekter op, som demonstrer værdien af Big Data i det offentlige. KMD er blandt andet involveret i et projekt, hvor fagmedarbejdere fra Sikkerhedsstyrelsen bruger billedgenkendelsesværktøjer til at identificere ulovlige varer og stoppe importen af disse varer.

“Vi er også involveret i et projekt i samarbejde med Aalborg Universitetshospital, hvor vi bruger historiske data til at vurdere, hvilke patienter der vil få gavn af en knæ- eller hofteoperation. På baggrund af oplysninger fra lignende patienter om blandt andet køn, alder, kost-, alkohol- og rygevaner hjælper løsningen med at forudsige, om en patient kan forvente at opnå den ønskede effekt af en operation. Det er to gode eksempler på, at mennesker kan styrke deres faglige kompetencer med hjælp fra data og teknologi,” slutter Christian Binggeli-Winter.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder, indsigter og invitationer fra den offentlige sektor direkte i din indbakke.

Tilmeld dig her