Fodboldspiller med fodbold i hånden

I disse år tager fodboldklubber alle redskaber i brug for at optimere spillernes præstationer på banen. God restitution, den rette træningsmængde og kost. Men hvilken betydning kan det få, hvis klubberne også sætter fokus på spillernes søvn? Det har it-virksomheden KMD sammen med fodboldklubben FC Midtjylland undersøgt i et pilotprojekt, inden corona-udbruddet lukkede landet ned.

Hvordan har du sovet i nat? Det spørgsmål kan de fleste nok nikke genkendende til at blive spurgt om fra både kærester, familie og venner. Ofte tænker man ikke mere over svaret. Men det har fem akademispillere fra FC Midtjylland gjort i årets første måneder, inden corona-virusset lukkede landet og dermed også dansk fodbold ned.

FC Midtjylland har nemlig sat sig for at finde svaret i data fra det armbåndsur, som akademispillerne har båret om håndleddet dag og nat i otte uger. For at hjælpe dem med at besvare spørgsmålet, er data fra armbåndsuret strømmet videre til en søvn- og recovery specialist, som har analyseret kvaliteten af deres søvn.

Og hvorfor er det så overhovedet interessant at arbejde med fodboldspilleres søvn? Det spørgsmål kommer Jeppe Qvist, projektleder og fysisk træner på FC Midtjyllands Akademi, med et svar på:

”I de store fodboldklubber i udlandet arbejder man med søvn på et strategisk plan, fordi det er noget, der kan rykke. Søvn er helt afgørende i forhold til din restitution. Det er et område, som er uudforsket i Danmark, og jeg ved, at med den ungdomskultur, der er, med sociale medier, telefoner, computere og tv, så er søvn noget af det, der bliver nedprioriteret. Så kan vi rykke os på dét parameter, så kan det blive en game changer for os.”

 


I de store fodboldklubber i udlandet arbejder man med søvn på et strategisk plan, fordi det er noget, der kan rykke. Søvn er helt afgørende i forhold til din restitution. Det er et område, som er uudforsket i Danmark, og jeg ved, at med den ungdomskultur, der er, med sociale medier, telefoner, computere og tv, så er søvn noget af det, der bliver nedprioriteret. Så kan vi rykke os på dét parameter, så kan det blive en game changer for os.

Jeppe Qvist, Projektleder og fysisk træner på FC Midtjyllands Akademi

Pilotprojektet sker som et led i FC Midtjyllands fokus på livsstil og data. Alle FC Midtjylland-spillere fra teenagerne på U17-holdet til Superligaens tophold besvarer allerede hver morgen et spørgeskema i klubbens wellness-app. Spørgsmålene går fx på ømhed i muskulaturen, hvor længe det tog at falde i søvn og generel friskhed oven på søvnen. Men det er første gang, at klubben nu arbejder med objektive data omkring søvn:

”Data kan spare tid i forhold til at nå rundt om mange spillere. Over tid hjælper det mig i arbejdet med at undgå, at spillerne bliver overbelastede. I fodbold stræber man efter at kunne træne mere og spille flere kampe. Du bliver dygtigere af at træne og spille kampe og for at kunne være så klar som muligt og få de bedste resultater, handler det om at være så frisk som muligt. Vi vil gerne hjælpe og vejlede spillerne til kunne blive så klar som muligt til den øgede belastning, der er i løbet af sæsonen,” siger Jeppe Qvist.

Søvn- og recovery specialist: Det handler om marginaler

Søvn- og recovery specialisten, der arbejder med akademispillerne, er Anna West. Hun er uddannet sygeplejerske, har læst idræt på universitetet og er indehaver af virksomheden Sleep2perform. Her rådgiver hun sportshold som den engelske fodboldklub Brentford F.C., det schweiziske ishockeylandshold, men også virksomhedsledere og organisationer i at bruge restitution og søvn til at forbedre præstationer.

Hun har i de otte uger løbende modtaget og analyseret data fra FC Midtjyllands akademispillere og haft individuelle samtaler med spillerne om deres søvn. Det kan fx være, hvis de har udfordringer med for lidt søvn eller har svært ved at falde i søvn.

”I sportens verden handler det om, at restitutionstiden er på plads, for at man kan optimere. Fundamentet skal stå og være solidt, lige som når man bygger et hus. Og søvn er jo lige præcis det. Forudsætningen for, at en elitesportsudøver kan præstere maksimalt, hænger 100 procent sammen med også at få styr på sin søvn. Det handler tit om marginaler i elitesport, og hvis de ikke har søvn med i den udvikling, så kommer de ikke til at opnå de vigtige marginaler,” siger Anna West og understreger, man i dag er ved at få øjnene op for, at hvis andre sundhedstiltag skal lykkedes, og man vil præstere bedre, ligger en del af nøglen i søvnen.

I sportens verden handler det om, at restitutionstiden er på plads, for at man kan optimere. Fundamentet skal stå og være solidt, lige som når man bygger et hus. Og søvn er jo lige præcis det. Forudsætningen for, at en elitesportsudøver kan præstere maksimalt, hænger 100 procent sammen med også at få styr på sin søvn. Det handler tit om marginaler i elitesport, og hvis de ikke har søvn med i den udvikling, så kommer de ikke til at opnå de vigtige marginaler.

Anna West, Søvn- og recovery specialist

I pilotprojektet har Anna West arbejdet med subjektive data fra spillerne sammenholdt med de objektive data, hun har fået fra armbåndsurene. De fortæller, om spilleren går i seng og står op på samme tid samt giver indikationer på kvaliteten af søvnen. På den måde kan hun se, hvordan atletens dagsrytme og søvnmønster ser ud. Det er afgørende for, hvordan spilleren vil kunne præstere på banen, da det ifølge søvn- og recovery specialisten bl.a. er aktiviteten i løbet af dagen, der har indflydelse på, hvordan man sover om natten.

”En atlet er ligesom en skifteholdsarbejder. De skal præstere inden for nogle givne rammer. En skifteholdsarbejder skal jo også levere inden for tidsrammen, så det handler om at performe bedst muligt inden for den ramme, der er sat. Når de fx spiller kampe klokken 21, så er det faktisk der, hvor kroppen ellers ville drosle ned, men de får høj lyseksponering og adrenalin i kroppen. Alt, hvad de gør, modarbejder fysiologien,” siger Anna West og forklarer, at det derfor er vigtigt, at spilleren på så mange dage som muligt har en fast rytme omkring deres søvn, for så kan spillerne bedre tolerere de skæve spilletidspunkter og sene nætter.

”Det er også vigtigt, at det bliver en del af klubbens DNA at arbejde med søvn. Det drejer sig om at engagere alle omkring spillerne, som fx læger, trænere og de medarbejdere, der planlægger rejser og hotelindkvartering. Miljøet skal indarbejdes i de her ændringer og processer, hvor søvnen sættes i fokus,” siger hun.

Projektet er netop blevet evalueret. Og hvad kan søvn- og recovery specialisten så sige om søvnen hos akademispillerne?

”Efter otte uger kan vi ikke konkludere, at så sover de godt og præsterer bedre resten af deres karriere. Det handler om at uddanne spillerne, så de skaber et vedholdende mønster, som vil styrke dem yderligere fremadrettet. De har fået nogle redskaber, som sidder på deres rygrad, og da det er unge spillere, så kan de bruge det i deres fremtidige professionelle karriere og skabe deres eget gode søvnmønster,” siger Anna West og fortsætter:

”Derudover kan vi se på deres subjektive tilbagemeldinger, at projektet har haft en positiv effekt. Spillerne har ved projektafslutningen udfyldt en slutscreening, som bl.a. viser, at de føler, at de har nemmere ved at falde i søvn, har mere energi, er bedre til at fastholde deres motivation og generelt er i bedre balance, end da projektet startede.”


Derudover kan vi se på deres subjektive tilbagemeldinger, at projektet har haft en positiv effekt. Spillerne har ved projektafslutningen udfyldt en slutscreening, som bl.a. viser, at de føler, at de har nemmere ved at falde i søvn, har mere energi, er bedre til at fastholde deres motivation og generelt er i bedre balance, end da projektet startede.

Anna West, Søvn- og recovery specialist

Andre målbare effekter vil for fodboldklubber fx være, at man ved at optimere spillernes søvn ser en reduktion i antallet af skader og sygedage.

Fra egen opfattelse til faktuel viden

Frans Hammer, som er Advisory Director i KMD’s Data, IM og Analytics-afdeling, DIMA, ser samarbejdet som et udtryk for, at arbejdet med de rette data har sin berettigelse i sportsverdenen.

”Det, der er den store sorte boks, er, hvordan vi sover. Fodboldklubberne er interesserede i at flytte så mange promiller, de kan, for at komme tættere på at vinde. Her i projektet får vi faktuel viden. Ikke bare om hvornår de har sovet, men også om kvaliteten af deres søvn,” forklarer Frans Hammer og fortsætter:

”Spilleren kan selv have en opfattelse af, at han har sovet godt, men vi kan gå ind og se i de opsamlede data, at hans søvnkvalitet faktisk ikke er særlig god. Data er ikke alt, men det lægger op til en kvalificeret snak om vores søvnmønster. Det er en måde at blive klogere på.”

Han peger på, at projektet i FC Midtjylland ikke kun er interessant på fodboldbanen og i sportsverdenen generelt, men også hvis vi kigger på det danske arbejdsmarked.

”Der er mange perspektiver i at kigge på søvn og ens arbejdsliv. Kan man begynde at lægge vagtplaner på baggrund af søvn? Måske skal vagtplanen være anderledes, hvis du har natarbejde over en længere periode. Det kunne være, at der skal være længere tid mellem nattevagterne for at undgå eksempelvis sygedage,” nævner Frans Hammer som eksempler på områder, hvor søvnen kan spille en central rolle.

Der er mange perspektiver i at kigge på søvn og ens arbejdsliv. Kan man begynde at lægge vagtplaner på baggrund af søvn? Måske skal vagtplanen være anderledes, hvis du har natarbejde over en længere periode. Det kunne være, at der skal være længere tid mellem nattevagterne for at undgå eksempelvis sygedage.

Frans Hammer, Advisory Director i KMD’s Data, IM og Analytics-afdeling

”Med pilotprojektet i FC Midtjylland kan vi trække teknologien helt til det maksimale, som vi ikke kan gøre andre steder, og så kan vi lade os inspirere af det.”

Projektet med FC Midtjylland er en del af det datasamarbejde, som KMD indgik med fodboldklubben sidste år. Der er tavshedspligt mellem søvn- og recovery specialisten og de deltagende spillere. Spillerne skal give tilladelse til, at FC Midtjylland må få indsigt i deres data, og de bærer ikke armbåndsurene under kampe.


Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om data og analyse. Så er du blandt de første, der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her

Seneste indsigter